Løjerlig lørdag

Løjerlig lørdag med skydere, skumfiduser og skattejagt i Stakroge.

Det kommer ikke til at gå stille for sig lørdag den 23. oktober i skolernes efterårsferie, hvor Aktivitetshuset og Byparken udgør rammerne for Løjerlig Lørdag.

Motionsklubben SMS samarbejder med Hoven Judo Klub og har lavet et gratis arrangement for alle børn og unge.

Gösta Juul på kampladsen i Aktivitetshuset

Dagen starter kl. 10 med NERF kampe i Aktivitetshusets , middagsmaden bliver tilberedt over bål og på grill og dagen slutter med guldgravning.

For de fingernemme bliver der et værkstedsbord for fremstilling af kastanjefigurer.

Martin Sørensen fra Hoven Judo Klub tager hul på en ny sæson NERF, hvor børnene og de unge udkæmper kampe med deres NERF skydere. Sikkerheden skal være i orden, så krigerne skal benytte beskyttelsesbriller. Gösta Juul fra SMS klubben fortæller, at alle bare kan komme på dagen og være med og opfordrer til, at børnene ledsages af en voksen.

Han retter samtidig en tak til Hoven Judo Klub for, at den efter pausen nu igen tilbyder aktiviteten i Stakroge.

Alle er inviteret til at prøve at lave bålmad. Til middag tændes der bål på lejrpladsen lige som der tændes grill, hvor man kan afprøve sine færdigheder i primitiv madlavning. Der er gratis dej til snobrød, sennep, ketchup og saftevand til alle. Til de voksne er der en pose kaffe og en gryde til vand.

Hvis man vil forsøge sig med pølser, kød eller skumfiduser, skal man selv tage det med.

I Aktivitetshusets køkken kan der lånes det nødvendige grej, for at spare på engangs servicen.

Dagen slutter med guldgravning kl. 15, når guldet er vejet op og vekslet til naturalier.

Gösta Juul fortæller, at man gerne vil markere, at nu er foreningerne kommet på den anden side af nedlukningerne. Nu kan vi køre som tidligere. Det vil vi fejre med dette arrangement, der er gratis for alle.

De lokale strikkepiger og Mænds Mødesteder Stakroge giver SMS klubben og Hoven Judo Klub en hjælpende hånd med arrangementet.